Fri fragt ved bestillinger over 700 kr.
creme og lotion 2.png

Cremer og lotions: Grundlæggende viden.

Hvordan laver man en creme eller lotion? Start her:

Grundlæggende om cremer og lotions.

Hvad består en creme af?

En creme er i sin enkleste form en blanding af vand og olie. De to faser kan ikke blande sig af sig selv og vil altid skille igen, og derfor indgår en emulgator. Når vand, olie og emulgator kombineres korrekt, dannes en emulsion – det vi kender som en creme eller lotion.

De fleste cremer bygger på fire grundlæggende elementer:

  • En vandfase - typisk demineraliseret vand, evt. tilsat andre vandbaserede ingredienser)
  • En fedtfase  - olier eller plantebutters, eller i nogen tilfælde animalske fedtprodukter)
  • En emulgator, som binder de to faser sammen
  • Et konserveringsmiddel - selv når der arbejdes rent og kontrolleret, er konservering nødvendig i produkter med vand for at begrænse vækst af mikroorganismer)

Som udgangspunkt ligger fedtindholdet i en klassisk creme ofte omkring 15–30 %, mens emulgatoren typisk anvendes i området 3–8 %, afhængigt af typen. Forskellen på en creme og en lotion ligger primært i forholdet mellem vand og olie: En lotion indeholder mere vand og føles lettere, mens en creme har et højere fedtindhold og en mere fyldig konsistens.

Emulgator, forklaret

På molekylært niveau har en emulgator to “ender”: En vandopløselig del og en olieopløselig del. Når du blander en creme, placerer emulgatoren sig i grænselaget mellem vand og olie og sørger for, at små dråber olie bliver jævnt fordelt i vandet (eller omvendt). Det stabiliserer emulsionen, så de to faser ikke samler sig igen. Jo mindre og mere ensartede dråberne er, desto mere stabil bliver emulsionen. Derfor er selve emulgeringen en vigtig del af processen.

Der findes overordnet to slags emulsioner:

Olie-i-vand (O/W) emulsioner

Her er små dråber olie fordelt i en vandfase. Det betyder, at produktet føles let, absorberes hurtigt og ikke fedter. De fleste ansigtscremer, bodylotions og mælkeagtige produkter er O/W-emulsioner.

Vand-i-olie (W/O) emulsioner

Her er det omvendt: små dråber vand er fordelt i en olie. Disse produkter føles ofte mere fedtede og kompakte på huden og absorberes generelt langsommere.

Jeg vælger oftest O/W-emulsioner i mine opskrifter og produkter, fordi de er nemmere at arbejde med for begyndere og giver en let og behagelig følelse. Til specifikke produkter, f.eks. hårpleje, kan en W/O-emulsion være et godt valg, men til de fleste formål og hudtyper er O/W-emulsioner det mest brugervenlige valg.

Hvordan vælger man emulgator?

I praksis handler det om at vælge en emulgator, der passer til det produkt, du vil lave. Nogle emulgatorer giver lette, hurtigt absorberende cremer, mens andre giver mere fyldige og beskyttende produkter. Nogle kræver co-emulgator, andre kan stå alene. Det vigtigste er at følge vejledningen for dosering og fremgangsmåde.

Hvad er en co-emulgator?

En co-emulgator er en ingrediens, der bruges sammen med hovedemulgatoren for at give ekstra stabilitet, forbedre konsistens eller struktur, eller hjælpe med at justere, hvor let eller fed din creme bliver.

Eksempler på klassiske co-emulgatorer er cetylalkohol og cetearylalkohol. Selvom de hedder “alkohol”, er de ikke udtørrende, men tværtimod blødgørende for huden.

Hvordan laver man en creme?

Den mest anvendte metode til at fremstille en emulsion er hot process, hvor ingredienserne opvarmes i vandbad før sammenblanding. Det er generelt den mest stabile og begyndervenlige metode. Cold process kræver en specifik type emulgator og større præcision.

Vandfase og fedtfase vejes op hver for sig og opvarmes til nogenlunde samme temperatur. Når de er klar, hældes oliefasen typisk i vandfasen under kraftig piskning eller blending. Olien fordeles i små dråber i vandet, hvilket danner emulsionen. Cremen køler derefter ned, og strukturen sætter sig. De fleste emulsioner får først deres endelige konsistens op til 24 timer efter fremstilling.

Konserveringsmiddel kan tilsættes enten i den varme vandfase eller i den færdige emulsion, afhængigt af typen.

Tips til hot process cremer og lotions

  • Opvarm altid faserne i vandbad – ikke direkte i gryde
  • Varm altid oliefasen til den temperatur, emulgatoren kræver
  • Start med at opvarme oliefasen, da den ofte tager længere tid at opvarme
  • Undgå at vandfasen står for længe varm – det kan ændre forholdet mellem vand og olie hvis for meget vand når at fordampe under opvarmningen
  • Sørg altid for at blende eller piske tilstrækkeligt, så faserne bliver solide sammen, og ikke skiller senere
  • Hæld produktet på beholdere, mens det stadig er flydende, men let afkølet

Jeg håber dette var brugbart, og at du er klar til at kaste dig ud i at lave din første creme eller lotion.

Kh Kat